Møde i Det Systemiske Risikoråd

Publiceret 20-06-2014Pressemeddelelser

Det Systemiske Risikoråd har afholdt møde. Rådet drøftede aktuelle finansielle forhold, det analytiske grundlag for fastsættelsen af en kontracyklisk kapitalbuffer og andre relevante emner.

Aktuelle finansielle forhold

De finansielle forhold vurderes at være stort set uændrede siden Rådets møde i marts. Udlånet fra kreditinstitutterne var uændret højt i 1. kvartal 2014 set i forhold til økonomiens størrelse. Målt i kroner ses en svag stigning. Blandt pengeinstitutterne er der tegn på lempelser i kreditvilkårene og en skærpet konkurrencesituation. Udviklingen i kreditgivningen og kreditvilkårene har ellers været præget af stilstand og tendens til stramninger siden finanskrisen.

Internationalt er der tydelige tegn på søgen efter afkast på baggrund af historisk lave renter. Rådet vurderede, at der i den danske finansielle sektor ikke aktuelt er opbygget systemiske risici som følge af søgen efter afkast. Rådet drøftede endvidere udviklingen på særligt det københavnske boligmarked. Situationen anses for ikke at have systemiske implikationer på nuværende tidspunkt. Længere perioder med lave renter, særligt i kombination med en begyndende konjunkturopgang, kan dog føre til øget risikotagning blandt låntagere og finansielle aktører. Det øger risikoen for tab, når renterne siden hen stiger, og for, at et eventuelt stød forplanter sig i det finansielle system. Rådet besluttede at analysere implikationerne, såfremt renterne forbliver historisk lave i en længere periode, og at følge udviklingen på boligmarkedet nøje.

Analytisk grundlag for fastsættelsen af en kontracyklisk kapitalbuffer

Rådet havde indledende drøftelser af det analytiske grundlag for fastsættelse af den kontracykliske kapitalbuffer, som finder anvendelse i Danmark fra 1. januar 2015. Formålet med bufferen er at understøtte kreditudbuddet i perioder med stress. Det skal ske ved at øge kapitalkravet til kreditinstitutterne i perioder med overnormal udlånsvækst, hvor risici ofte bygges op. Når tiderne vender, kan kravet reduceres, og institutterne kan anvende kapitalen til at absorbere tab. Det forbedrer institutternes muligheder for at opretholde en passende kreditgivning. Erhvervs- og vækstministeren er ansvarlig for at fastsætte niveauet for bufferen. Fastsættelsen af niveauet, som kan være nul, kan ske på baggrund af en henstilling fra Rådet. En beskrivelse af Rådets analytiske grundlag for henstillinger om bufferniveauet vil blive offentliggjort i forbindelse med Rådets møde i december 2014.

Andre emner af relevans for Rådet

Muligheden for afdragsfrihed indebærer fordele i form af øget fleksibilitet i husholdningernes økonomiske tilrettelæggelse. Rådet blev forelagt resultaterne af en undersøgelse, der viser, at realkreditinstitutternes nedskrivningsprocenter for udlån mod sikkerhed i ejerboliger er højere for høje belåningsgrader. Der har været relativt lave nedskrivninger og tab i det danske realkreditsystem i en årrække, hvilket er afspejlet i institutternes kapitalniveau. Afdrag på den yderste del af realkreditlån med høje belåningsgrader kan mindske institutternes kreditrisiko over tid. Det kan bidrage til at værne om den høje tillid til danske realkreditobligationer, hvilket er væsentligt for den finansielle stabilitet. Rådet igangsatte yderligere analyser og vil vende tilbage til emnet.

Rådet konkluderede på baggrund af nogle undersøgelser, at store danske kreditinstitutter i en periode har opnået en finansieringsfordel ligesom store kreditinstitutter i andre lande, men at størrelsen er vanskelig at fastslå.[1] Fordelene kan bl.a. skyldes en markedsforventning om implicit statsgaranti som følge af kreditinstitutternes systemiske betydning. Finansieringsfordelene må forventes reduceret, når de fælles internationale og europæiske rammer for afvikling af kreditinstitutter er implementeret og SIFI-kravene er indfaset.

Rådet diskuterede ESRBs (Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis) kommende vurdering af medlemslandenes implementering af ESRBs henstilling om nationale myndigheders makroprudentielle mandat (ESRB/2011/3 af 22. december 2011), som ventes offentliggjort snarligt. Rådet drøftede endvidere Finanstilsynets replikering af ECBs gennemgang af større europæiske institutters sundhedstilstand (asset quality review).

Henvendelse kan rettes til mail@risikoraad.dk eller Julie Holm Simonsen, pressekoordinator, på 33636022.



[1] Kraka (2014), Implicit statsgaranti; OECD (2012), Implicit guarantees for bank debt: where do we stand?, OECD journal: financial market trends; og OECD (2013), An indicator to monitor the value of implicit bank debt guarantees, forthcoming in OECD Financial Market Trends.