Møde i Det Systemiske Risikoråd

Publiceret 14-12-2016Pressemeddelelser

Det Systemiske Risikoråd har afholdt sit 16. møde. Risikoen for pludselige ændringer i opfattelsen af risici og dermed kraftige fald i aktivpriserne er øget. Rådet arbejder videre med initiativer målrettet ejendomsmarkedet med input fra svar på Rådets diskussionspapir. I forhold til Færøerne vil Rådet på næste møde drøfte muligheden for at anvende den systemiske buffer.

Risikoen for pludselige ændringer i opfattelsen af risici og dermed kraftige fald i aktivpriserne er øget

Den internationale politiske usikkerhed om finanspolitik og verdenshandel er forøget. På den baggrund har de internationale finansielle markeder været relativt robuste. Det kan afspejle rigelig likviditet og begrænsede investeringsalternativer. Risikoen for en pludselig revurdering af risici – og dermed kraftige fald i aktivpriserne – er på den baggrund gået op.

Der er forventninger om fortsat lave renter på de finansielle markeder lang tid endnu trods en lille stigning i de lange renter på det seneste. Udsigten til fortsat lave renter og begrænset indenlandsk efterspørgsel efter nyudlån presser kreditinstitutternes indtjeningsmuligheder og kan skabe incitament til øget risikotagning.

De lave renter påvirker ejendomsmarkedet, hvor der fortsat er høje stigninger i boligpriserne og vækst i boligudlånet i København og omegn samt Aarhus. På landsplan er boligmarkedet også i fremgang, om end ikke i samme tempo, mens kreditvæksten fortsat er afdæmpet. Fastfrysningen af grundskylden i 2017 – og muligvis helt frem til 2021 – kan yderligere øge boligpriserne, særligt for enfamiliehuse, i de områder, hvor priserne i forvejen er steget mest. Fortsatte boligprisstigninger kan forstærke optimismen omkring den fremadrettede udvikling og dermed danne grobunden for større risikotagning. Det øger risikoen for, at prisstigningerne kan blive fulgt af tilsvarende prisfald.

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, ESRB, har på baggrund af bl.a. udviklingen på boligmarkedet i Danmarks større byer og husholdningernes høje gældsætning sendt en advarsel til den danske regering om, at disse forhold kan påvirke den makroøkonomiske stabilitet og derigennem finansiel stabilitet. Rådet deler ESRBs vurdering. Advarslen og regeringens svar kan læses her.

Rådet arbejder videre med initiativer målrettet ejendomsmarkedet

Rådet takker for de konstruktive indlæg til diskussionspapiret om mulige initiativer målrettet ejendomsmarkedet, som Rådet har modtaget skriftligt og i forbindelse med Rådets konference afholdt i november.

I indlæggene lægges der stor vægt på robuste finansielle rammebetingelser, der automatisk fremmer en stabil udvikling i ejendomspriserne og kreditgivningen. Det anerkendes, at store fald i priserne kan have alvorlige konsekvenser for det finansielle system og den realøkonomiske udvikling. Det er vanskeligt at vurdere, hvor omfattende eventuelle diskretionære finansielle initiativer skal være, men i flere af indlæggene peges der på, at initiativerne formentlig kan være mildere i omfang, jo tidligere de tages. Samtidig må finansiel regulering understøttes af en stabilitetsorienteret økonomisk politik i øvrigt. De skriftlige svar og programmet for konferencen er offentliggjort her.

Rådet vil inddrage indlæggene i det videre arbejde og vil på næste møde drøfte konkrete initiativer målrettet ejendomsmarkedet. Det er vigtigt, at initiativer, der skal forebygge opbygningen af systemiske risici, ikke bliver taget for sent.

Den kontracykliske kapitalbuffersats i Danmark

Rådet anbefaler, at den kontracykliske kapitalbuffersats i Danmark fortsat fastsættes til 0 pct.

Rådet vil på næste møde drøfte muligheden for at anvende den systemiske buffer på Færøerne

Som opfølgning på Rådets advarsel om opbygning af systemiske finansielle risici på Færøerne fra september drøftede Rådet, hvorvidt risici på Færøerne er cykliske eller strukturelle. Den færøske økonomi er kendetegnet ved en koncentreret erhvervsstruktur og store udsving i økonomien. Det kan have systemiske implikationer for det finansielle system. Rådet vil på næste møde drøfte en eventuel henstilling om anvendelse af den systemiske buffer på Færøerne med henblik på at øge bankernes robusthed i forhold til strukturelle systemiske risici.   

 

Henvendelse kan rettes til mail@risikoraad.dk eller Julie Holm Simonsen, pressekoordinator, på 3363 6022.